“Jeg stirrer ud i mørket” – dagbog fra en coronatid

Forleden kom jeg til at kigge i en dagbog, jeg skrev i på et tidspunkt, hvor alle coronapandemiens regler og forbehold ramte mig ret meget. Da jeg læste i den, tænkte jeg på, hvor meget alting forandrede sig i mit (og andres) sind i den tid. Jeg tænkte på, hvor uhyggeligt det er, hvor normalt det blev at være alene. Og selvom de fleste af os havde det på samme måde, tror jeg ikke vi snakkede nok om det. I virkeligheden ved jeg ikke, hvorfor. Jeg vil dele noget af det her. Lad det være en reminder om, hvor sej en generation af unge mennesker vi er. Når jeg læser det, bliver jeg i hvert fald mindet om, hvor svær en tid jeg er overkommet. Samtidig minder det mig om, hvor vigtigt det er at snakke med andre. Måske er det i dag, du skal række ud til en, du har kær.

12.12.2020: Jeg ved ikke, hvorfor, men det stresser mig rigtig meget at skulle hjem til jul. Det burde ellers være sådan noget, man glædede sig til. At få et afbræk fra at blive konfronteret med coronalort hele tiden. Men det er, som om coronaland har gjort min hjerne tåget. Alt uden for min lejlighed stresser mig lige nu. Og det er sikkert bare hormoner, fordi jeg snart får menstruation, men alt stresser mig. Jeg kan mærke den fysiske reaktion; Min mave, cravings, mit humør, hovedpine. Alt slår ud og jeg føler, at det aldrig stopper. Har sandsynligvis også fået for lidt søvn. Måske er det også kaffen. Og stress. Jeg stresser, og jeg kan ikke overskue at tænke på fest eller jul eller hjem eller noget som helst. Har bare lyst til at gå lange ture i skoven. Julestress. Jeg stresser over gaver, over det tempo, som det ligner alle andre har, men som jeg ikke kan følge med i. Min krop kan ikke følge med. I en periode har det været en god stress, fordi jeg elsker alle de ting, jeg laver, men nu er det bare stressende stress. Og jeg skal ikke drikke mere kaffe. Har brug for ro, rigtig ro.

01.01.2021: Der bor en mand i lejligheden over for mig, og han er ensom, ligesom jeg er nogle gange. Hans TV kører dagen lang, og jeg kender hans baghoved og yndlingsserie ret godt efterhånden. I virkeligheden er han ikke så forskellig fra mig. Måske bliver jeg også bare et baghoved i et vindue en dag. Tanken skræmmer mig lidt, men samtidig tror jeg, at jeg ville have det godt med at være en forsikring, en tryghed, en uforanderlighed i nogens vindue, ligesom han er i mit. Og så er det næsten helt okay, at han ikke er så forskellig fra mig. For hvis jeg er nogens baghoved, ligesom han er mit, er jeg alligevel ikke helt alene. Han er ikke alene. Mon han ved det?

12.02.2021: Jeg skriver ikke så meget for tiden. Jeg synes, det er rigtig svært at være 100% ærlig over for mig selv. Eller, det er svært at være ærlig på skrift, for det er som om mine tanker og følelser altid bliver en smule redigerede, retoucherede, når jeg skriver dem ned. Måske er det, fordi jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg i virkeligheden har det. Jeg tror, det er svært at afgøre, hvor meget der er coronablues, og hvor meget der er vintertræthed. Måske er det en cocktail af det hele, når jeg føler, at jeg venter på noget, jeg ikke ved hvad er. Måske er det sommer, sollys. Ansigter. Ja, jeg tror, det er ansigter, jeg venter på.

22.02.2021 (har vist læst det her op i min podcast før… hehe): Jeg stirrer ud i mørket, tænker over formen på mine knæ og bliver forlegen over noget jeg sagde til en jeg kan lide forleden og bliver forledt af mine bekymringer, fortænker situationer der aldrig kommer til at ske. Minutterne går, og jeg ved at jeg ikke skulle have drukket kaffe i dag, for jeg har en dirrende nerve i mit højre øjenlåg, og jeg kan ikke falde til ro. Jeg stirrer ud i mørket og tænker på en solskinsdag, dengang alting stadig var normalt, men kan næsten ikke huske, hvordan det var. Jeg stirrer ud i mørket, for snart er der ikke andet, og det føles rart at overgive sig til ligegyldigheden og lige ligge lidt længere. Limer tanker sammen til et patchwork, som er sammenligneligt med det lappeværk, der er mit liv. Jeg stirrer ud i mørket, ser fragmenter af mennesker, der måske kunne have haft betydning, men som nu er robotansigter i en tåge af online-møder. Jeg stirrer ud i mørket og tænker ingenting, for nogle gange er det dér, jeg lærer mest. Gid de havde lært os det i skolen, at tømme vores hoveder. Det har vi brug for med alt det lort, der findes i verden. Jeg stirrer ud i mørket, for mørket stirrer på mig.

Og inden jeg slutter af for denne gang, vil jeg blot minde dig om, at det er helt normalt og okay, hvis du stadig har lidt (eller meget) coronablues. Vi er ikke lavet til at være i lockdown, så det ville være mærkeligt, hvis det slet ingen påvirkning havde på os. Take care, og så læses vi ved:))

Kristine