“Jeg stirrer ud i mørket” – dagbog fra en coronatid

Forleden kom jeg til at kigge i en dagbog, jeg skrev i på et tidspunkt, hvor alle coronapandemiens regler og forbehold ramte mig ret meget. Da jeg læste i den, tænkte jeg på, hvor meget alting forandrede sig i mit (og andres) sind i den tid. Jeg tænkte på, hvor uhyggeligt det er, hvor normalt det blev at være alene. Og selvom de fleste af os havde det på samme måde, tror jeg ikke vi snakkede nok om det.