Matchende borddug

Tænker på dengang i 00erne med de blå-gul-orange-ternede gardiner

Og matchende borddug

Triptrapstolen og æblejuice fra koncentrat til morgenmaden

Dengang der ikke var fuldkorn i hjemmebagte boller

Og man fik mælkesnitter om fredagen og dansede til MGP-sange i stuen

Da man så Prop og Berta på VHS-bånd og legede med Fisher Price

Og tænker så på

Hvordan man svigtede dem, børnene af 00erne

Da man gav dem plastiklegetøj der ødelagde deres tarmsystemer

Og 20 år senere går de rundt med ondt i maven og tror de skal leve af kål og agurk for at slanke sig

Og ligne noget deres kroppe aldrig var programmeret til

Nogle af dem sulter sig og andre spiser mere end de kan holde til, nogle kaster op

De træner i fitnesscentre og får ondt i hovedet så deres hjerner ikke kan kapere integralregning og samfundsøkonomi

Fordi deres frontallapper er omsluttet af tåge

I stedet tænker de på alt det de skal nå når klokken ringer ud efter sidste time

De skal pleje deres venskaber og deres negle og hud og spise det rigtige og have en passion og købe tøj så de kan se flotte ud næste dag, hvor kroppen er det eneste der er tilstede

For deres hoveder er fyldt med mikroplast fra deres barndoms Fisher Price-legetøj

De flyder rundt i havet med al den anden forurening men føler at de synker til bunds

I forventninger kun de mest indbildske virkelig kan leve op til

Og ingen ved længere, hvad livet handler om

Engang handlede det om MGP og Prop og Berta på VHS-bånd

Men nu går de hjem fra skole og kigger på Instagram, ser akademikere der forholder sig klogt til samfundsmæssige problemstillinger og influencere der er droppet ud af gymnasiet, blevet rige af at have tøj på, og iværksættere der er blevet millionærer af at sælge golfbolde som 19-årige og fitness-modeller der deler “What I eat in a day”-videoer og anarkister der er flyttet til Sverige for at gøre oprør mod systemet

Man svigtede 00ernes børn, da man fyldte dem med mikroplast

Og nu går de rundt med ondt i maven i en verden der er ved at gå under og som det forventes at de redder

Og alt de vil

Er at spole tiden tilbage

Til dengang i 00erne med de blå-gul-orange-ternede gardiner

Og matchende borddug