Jeg lever et corona-liv.

For to år siden tænkte jeg naivt, at om nogle måneder ville vi have styr på pandemien. Og så ville alt igen være normalt. Snart opdagede jeg, at corona ville komme til at have en større indflydelse på mit liv end som så.

To år senere er jeg vaccineret ligesom de fleste andre, men alligevel raser pandemien, og det samme gør restriktionerne. For længst har vi vænnet os til at leve og forholde os til mundbind, smittetal og selvisolationer. Og udsigten til noget normalt har jeg for længst opgivet. Der er ikke længere noget, der hedder normalt, og det var der måske aldrig. Måske var vi blevet for trygge og for ignorante over for de risici, der er ved at være menneske i dag. Især i vores rige, vestlige kultur er vi ikke vant til, at noget som helst kan have så stor betydning for vores personlige frihed.

Jeg lever et corona-liv. Jeg står op, børster tænder, tjekker smittetal. Går i skole med maske på, tjekker smittetal. Går hjem, spiser, laver lektier, tjekker smittetal. Jeg bliver testet, selvom jeg er vaccineret, og snart skal jeg vaccineres igen. Jeg lever et corona-liv, og om ti år vil jeg måske svare: “Den blev væk, jeg levede et corona-liv.”, hvis nogen spørger mig, hvordan min ungdom var. Hvordan min gymnasietid var. “Jeg har intet set.”, vil jeg måske svare, hvis nogen spørger mig, hvilke rejser jeg har været på.

Jeg elsker at gå i skole. Jeg elsker at kunne tage et tog til et fremmed sted uden varsel. Jeg elsker at være til fester på stranden om sommeren og danse til langt ud på natten. Jeg elsker at snakke i timevis med mennesker, jeg holder af, og jeg elsker at gå i boghandler og kigge på bogcovers, der får mig til at fantasere om alverdens. Men jeg er ramt af en dyb angst for, at jeg pludselig ikke kan gøre alt det. For det er sket før, at alt dét, jeg elsker ved hverdagen er blevet taget fra mig, fra os alle sammen, fra den ene dag til den anden.

Men jeg forsøger. Jeg forsøger at nyde de små ting, der trods alt stadig er. Jeg nyder at grine med en veninde, fordi hun gør mig glad, og fordi vi danser en tvivlsom tango midt på skolen, hvor alle kan se os. Jeg nyder en lang fulde-samtale med en god ven til en 10-mands-fest. Jeg nyder at snakke i telefon med min mor, og jeg nyder at skrive blogindlæg. Jeg nyder at læse en god bog. Jeg nyder at udveksle interne blikke med et andet mundbinds-ansigt, der sidder ved siden af mig i en geografitime, fordi vores lærer er komisk. Jeg nyder at lytte til god musik og at spille kalaha med et elsket menneske i en spisepause.

Alligevel spørger jeg mig selv, vores politikere, og en Gud, jeg ikke tror findes: Hvad skal der blive af os? Var det så bare dét? Er genåbningen af samfundet lige om hjørnet, eller skal jeg leve i uvished om, hvornår jeg igen kan glemme bekymringer om incidens og for en gangs skyld planlægge min fritid efter andet, end hvornår der er en ledig test-tid? Skal jeg og andre unge leve i et uvist antal år i en ungdom, der halter, fordi den mangler alt dét, der gør den til ungdom? Går der en uge eller flere måneder, før jeg igen kan gå på museum med min far eller til en koncert med min søster?

Jeg har angst for ikke at kunne disse ting, men mest af alt har jeg angst for at noget så simpelt som min skolegang bliver taget fra mig. Jeg holder af hverdagen, som en klog og over-citeret person har sagt. Jeg holder af hverdagen, og skolen er uden tvivl dét, der forudsætter, at jeg kan have sådan en. Online-undervisning kan kravle op et vist sted, jeg vil ikke se det igen. Jeg lever et corona-liv med coronaangst, for jeg vil gerne blive ved med at gå i skole. Om halvandet år er jeg blevet student, og jeg håber, jeg på det tidspunkt kan tænke tilbage på minder fra tre år med studietur, gode og dårlige lærere og ikke mindst: Rigtig undervisning og tætte relationer til mine klassekammerater, fordi jeg har kunnet kigge dem i øjnene gennem andet end en skærm.

Jeg lever et corona-liv, og jeg håber, det snart er slut.