Hvem er Mette F. statsminister for? (for det er ikke mig)

Okay, så der er lige noget vi skal snakke om. I denne uge er regeringen kommet ud med et nyt reformforslag kaldet “Danmark kan mere 1”, som skal få flere i arbejde. Grundlæggende går forslaget ud på, at dimittendsatsen (satsen for dagpenge for nyuddannede) bliver lavere, imens de, der har været længere tid på arbejdsmarkedet kan få flere dagpenge, når de bliver ledige. Intentionen er, at de nyuddannede grundet deres 4000 kr. lavere dimittendsats bliver maks stressede og derfor kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Og hvis der ikke lige er et job, der er relevant for deres uddannelse, kan de jo søge et ufaglært job og vupti: Så kan de bruge deres tid på at arbejde i Netto og hjælpe dem med arbejdskraft i stedet for at søge et job der passer til den uddannelse, de lige har taget. Når de endelig har fundet et arbejde, der svarer til deres uddannelse, kan Netto og alle de andre arbejdsgivere glæde sig til at lære endnu et hold nyuddannede op, indtil også de smutter igen.

Det var selvfølgelig ikke helt sådan, Mette F. udlagde forslaget. Nej, hun lagde vægt på, at arbejde jo ikke skal være lystbetonet, men at man skal arbejde, fordi det skal man bare. Lidt i stil med en tidligere udtalelse om, at der hver dag er unge mennesker der vågner op til en verden, hvor ingen mangler dem (fordi de ikke har et job. Miv for et livssyn, pyha).

Efter regeringens ærgerlige indgriben i sygeplejekrisen havde jeg virkelig troet, at Socialdemokratiets forsuren af folks liv havde nået sin grænse for kreativitet. Men. Nej. Faktisk havde jeg også troet, at de unge efter at have lidt hårdt under coronaskole og et yderst begrænset socialt liv, ville få en pause. Men. Nej.

Endnu værre ved det her reformforslag, som vækker minder om en vis tidligere socialdemokratisk statsminister, er, at det for Mette F. bare er et flueben hun kan sætte på det forståelsespapir, hun indgik med Radikale, da de dannede regering. Der lovede makrelelskeren nemlig, at de som følge af rosepartiets eget Arne-udspil, ville give Papes nye bedste venner (de Radikale) en øget beskæftigelse til gengæld.

Det værste er dog, at vi endnu engang har et bevis på, at Mette F. ikke er statsminister for andre end sig selv. Hun er statsminister for at blive ved med at være statsminister. Siden 2019 har hun ført den samme retorik, og det er tydeligt at se, at hun ved at komme med reformer, som også Løkke ville have holdt af, kan udvide sin vælgerskare. I virkeligheden er hun allerede ved at forberede sig til næste valg. Jovist møder forslaget massiv kritik, men det er, som om det praller af på Christiansborgs solide mure. Hun har skabt sig så stærkt et fundament, at nærmest intet kan vælte hende af pinden.

På den ene side har vi blå blok, der er ved at blive opløst af retssager, krænkelsessager og uopfindsomhed. På den anden side er støttepartierne, der for alvor sidder i suppedasen, for hvor utilfredse de end kan blive med den nuværende statsminister, får de først rigtig et problem, hvis de trækker støtten. For hvem skal de så pege på ved et nyt valg? Det er i hvert fald dumt at vælte en statsminister for derefter at pege på vedkommende igen.

Det er heller ikke, fordi jeg selv kan se noget vildt fedt alternativ lige nu. Én ting er bare sikkert: Jeg er så træt af, at det føles som om min aldersgruppe igen bliver nedprioriteret. Gang på gang anklages unge mennesker for at være dovne, ligeglade. Og netop den opfattelse fører til det kæmpe misforståede hensyn det er at tro, at en lavere dimittendsats vil få de nyuddannede hurtigere i arbejde. Tro mig, jeg er sikker på, at de fleste nyuddannede ikke kan vente med at finde et job, som de har brugt flere år på at kunne kvalificere sig til.

Og nej, unge bliver måske ikke kun fremstillet som dovne. Men hvad er guleroden så, når vi ikke gør? Så får vi ros og flotte ord og forventes at logre med halen som en hund, der har fået en godbid eller at være taknemmelige som sygeplejerskerne forventedes det, da de modtog honningkager som tak for deres corona-indsats. Problemet er bare, at ord kun er ord. Men et reformforslag som dette har ægte konsekvenser for ægte mennesker.

Så ja. Træls altså. Og udover at få grå hår af Socialdemokratiet har jeg i dag brugt 30 minutter på at se Lippert, hvoraf de 15 minutter er Naser Khader, der gentager disse tre sætninger: “Jeg vil gerne sige undskyld, men jeg vil ikke sige undskyld for noget jeg ikke har gjort”, “jamen så må de komme til mig og sige det og ikke til Danmarks Radio”, og den bedste af dem alle: “jeg er ikke en klam person, sådan er jeg ikke” (det er ikke direkte citater, men det er godt nok tæt på).

Okay, over and out.

Ps. Hvad er det også for et forfærdeligt navn til et reformforslag? “Danmark kan mere”, altså helt ærligt. Måske er hele forslaget faktisk bare Mettes oprør mod Svend Brinkmann. Lol.