Krissers skrupuløse skriftestol no. 1: Krydsede fingre i opvasken og sæbevandsdiarré

Jeg har opfundet et nyt koncept. Jaa! Koncepter! Wuhu! Ej, jeg har tænkt, at det jo ikke kun er katolikker, der har skrupler og synder, som de vil bekende, så jeg har tænkt mig over det næste stykke tid at bekende nogle af mine synder. Store som små. Så lad os da bare komme igang!

I denne omgang skal vi tilbage til 3. eller 4. klasse. Det præcise tidspunkt husker jeg ikke, men det var i hvert fald dengang, jeg stadig gik i SFO. Det var en eftermiddag, og det var en af de gode dage i SFO’en, hvor vi fik lov til at koge vand til vores medbragte nudler. Det var de bedste dage, fordi vi grinede og snakkede over et sundt og nærende måltid kemi. Vi skulle selvfølgelig selv vaske vores krus op (ja, vi spiste nudler af krus, og jeg ved simpelthen ikke, hvorfor), og jeg stod og vaskede op med en af mine klassekammerater. Af en årsag, jeg stadig ikke kender, fik jeg den fantastiske ide at tilbyde min klassekammerat 10 kr. for at drikke et glas sæbevand. Når jeg tænker tilbage på dette, undres jeg over, at jeg ikke tænkte over de mulige sundhedsfarer der ville være ved at indtage et helt krus fyldt med opvaskesæbe. Det er i hvert fald ikke noget, jeg vil opfordre nogen til at gøre.

Men modig som denne kære klassekammerat var, valgte han at tage imod udfordringen og slugte et helt glas fyldt med boblende sæbevand. Er jeg den eneste, der tænker: “Hvor var pædagogerne??!”?. I hvert fald skulle det vise sig, at min kynisme ingen ende tog, for hvad min klassekammerat ikke vidste, var, at jeg under sæbevandet i baljen havde krydset mine fingre. Og som vi alle ved, er der ikke noget at stille op mod en 9-årig med krydsede fingre. Den dårlige samvittighed ramte mig med det samme, da jeg så blikket i min klassekammerats øjne. For i det øjeblik indså han, at han lige havde skaffet sig selv en alvorlig omgang mavepine, og til hvad nytte? Der var i hvert fald ikke nogen 10-krone i sigte. Jeg ved ikke helt, hvad der har været mit formål med denne udfordring. Umiddelbart virker det som ren barnlig ondskab, for hvad fik jeg ud af det? At se min ven drikke en kop fyldt med sæbevand og derefter se fortrydelsen i hans øjne, da han så mine krydsede fingre. Jeg havde simpelthen udnyttet hans tillid til, at jeg talte sandt, når jeg lovede ham de 10 kr. Vi fulgtes sammen lidt ad vejen hjem fra SFO’en, og stemningen var ærlig talt lidt underlig.

Derhjemme nagede den dårlige samvittighed mig. Dagen efter i skolen grinede han dog af det, men han fortalte også, at han havde haft en seriøs omgang diarré. På den ene side: Øv. På den anden side var jeg lidt lettet over, at han var sluppet så forholdsvist let. Men jeg følte stadig, at jeg måtte gøre det godt igen. Den samme morgen havde jeg tømt min sparegris og fundet en funklende 10-krone, som jeg overrakte min stakkels klassekammerat. Glæden i hans øjne fik straks min dårlige samvittighed til at fordampe, og alt var godt igen. Faktisk snakker vi stadig sammen i dag!

Så hvad kan man lære af det? Ja, det ved jeg ikke helt. Well, ikke snyd dine venner til at drikke sæbevand. Og måske endnu vigtigere: En ægte ven er en, der stadig er der, efter du har forårsaget ham en boblende, sæbet diarré. Sikke nogle vise ord vi har på bloggen i dag (ironi kan forekomme).

Måske kan man sige, at jeg allerede skriftede dengang, jeg gav min ven en 10-krone. Men nu har jeg gjort det igen. Og til min klassekammerat, som jeg udsatte for sæbevandstortur: Undskyld!

Det var den første af mine synder. Jeg håber, du har lyst til at følge med i min fortsatte renselsesproces. Og måske du også selv kommer i tanke om nogle 3. klassesøjeblikke, du ikke er så stolt af? I så fald er det ikke for sent at råde bod på dem!

Vi ses,

Kristine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s