“nyt år” version 1

To panodiler og en halvlunken kop kaffe til din nytårsbranderts røde øjne og hvidvinshovedpine, og du hader egentlig traditioner, for de er ikke andet end kapitalismens lysende fakler, men alligevel gentager du år for år de samme nytårsindkøb og føler, at tingene må være på en måde, for at de kan være i orden, og det er okay, tænker du, den ene gang om året, men inderst inde er du klar over, at de resterende 364 dages fravær af nytårsaftens determination og eftertænksomhed bidrager lige så meget til bevarelsen af determinationen som determinationen selv, determinationen, der er resultat af en højtidelighed, der måske engang for længe siden var et fænomen i sig selv, men som nu kun holdes i live af raketter og nytårsmenuer og sjove hatte, og ja, vist nok også af familie og venner, men du ved jo godt, at højtideligheden ikke ville være den samme uden de obligatoriske billeder af jer med stjernekastere i hånden og nyindkøbt glitrende tøj og champagne og andre af forbrugerens yndlingsnytårsord, så selvom højtideligheden nok engang eksisterede af sig selv og i dig selv, er den nu reduceret til en presserende følelse, der skylles væk med to panodiler og en halvlunken kop kaffe den første januar, så du i de næste 364 dage kan se frem til den ene dag på året, hvor du får lov at drømme om, at det en dag bliver anderledes,

og dog – måske var det netop dette nytår, du mærkede, at højtideligheden eksisterer på trods, og det irriterer dig, at den er så stædig, og derfor finder du din computer frem og skriver en tekst om højtidelighedens fallit, selvom det i virkeligheden er din egen frustration over, at du ikke kan undslippe den, højtideligheden, heller ikke selvom der raser sygdom og død og ødelæggelse, du kan ikke undslippe den, selvom mennesker dør og planeten bliver varmere, og du bliver højtidelig og banal på sådan en aften, men måske er det okay, tænker du, og du er jo også lidt træt, så du ser nok det hele lidt lysere efter en lur, ja, nu begynder panodilerne vist også at virke.