Valgdag eller dommedag?

Så er dagen kommet. Den 3. november 2020. Præsidentvalg i USA. Personligt har jeg fulgt ekstra nøje med i amerikanske tilstande de seneste uger, for jeg synes, dette valg er ufattelig spændende. Og afgørende. Men hvad afgør dette valg egentlig?

Trump eller Biden er spørgsmålet. Jeg synes tit, den egentlige politik er blevet tilsmudset af personangreb og afbrydelser. Ikke kun i debatter, men generelt i amerikansk politik og i medierne. Det er jeg nok ikke alene om at synes. Vores egne politikere synes næsten underligt velopdragne i forhold til det spektakel, der foregår i USA. Men hvad følger egentlig med, når der bliver valgt en (måske) ny præsident af USA?

Meget kan man sige om Trump, men doven er han ikke. Når jeg snakker om Trump, mener jeg selvfølgelig ikke kun Trump, for der er en masse mennesker bag ham, som han ikke ville kunne klare sig uden. Sådan er det med enhver præsident. Måske Trump i særdeleshed, fordi han i de første par år var helt ny i embedet og ikke var en del af det politiske etablissement. Det har han heller ikke planer om at blive, for hele hans præsidentkampagne handler om, hvordan han er et frisk pust til amerikansk politik. Ikke desto mindre er han blevet mere sikker på magten og derfor også mere højtråbende. Han er et omvandrende realityshow. Med det sagt har han faktisk også leveret på meget af den politik, han lovede at føre under valgkampen i 2016. Så kan man diskutere, om man er enig i den politik. Og de vælgere, der stadig lever i det 20. århundrede, er kun blevet blevet bekræftet i, at Trump is the man, eftersom han gennem sine fire år som præsident har sørget for et markant konservativt flertal i højesteretten med Amy Coney Barrett som seneste tilføjelse. Jeg kan slet ikke begribe, hvis retten til fri abort igen bliver noget, vi skal diskutere. Den troede jeg ligesom, vi havde udredt i 1973.

Offentliggørelserne af de freds- og normaliseringsaftaler mellem enkelte arabiske lande og Israel, som Trump har været “mægler” for, er også mistænksomt godt timet til at lande lige inden valgdagen. Jeg tror ikke, man skal undervurdere effekten af dette.

Så på den ene side har vi en amoralsk præsident, der lyver i sine kampagner, manipulerer, er racistisk og sexistisk (det her behøver vi ikke engang at diskutere), splitter landet og befolkningen, men som til gengæld har leveret på sin politik, er god til at snakke, appellerer til den brede befolkning, er modsætningen til en levebrødspolitiker, vil sænke skatten og sætte USA først (ifølge sig selv).

På den anden side har vi en langt mere sofistikeret og veltalende kandidat, der har været i politik i 47 år og har en stor erfaring, men som til gengæld er gammel, har svage kampagner, der virker som et forsvar mod Trumps beskyldninger. Derudover er han kommet til at sige nogle taktisk virkelig dumme ting, som at han vil udfase olieproduktionen (god ide, men sig det ikke i en valgkamp!). Det virker nærmere som demokraternes falliterklæring, at han er deres bedste modbud til Trump. Jeg er ikke ude på at aldersdiskriminere, men behøver man være over 70 (næsten 80?!!) for at blive USA’s præsident? Hvordan gik vi fra Obama til det her?

Man kunne forestille sig, at hvis Biden vinder, vil han være en slags overgangspræsident. Jeg tror ærligt talt ikke, at han vil udrette noget stort, men jeg håber, at han vil kunne samle noget af befolkningen, så præsidenten efter ham kan tage stafetten videre.

Dog vil jeg ikke undervurdere muligheden for, at Trump bliver genvalgt. For vi skal huske på, at imens vi sidder i lille Danmark og bliver forargede over Trumps tweets og udtalelser, så er der nogle mennesker i USA, der kan mærke effekten af hans politik. På godt og ondt. Og desværre tror jeg, at USA er et land, hvor der er langt, både geografisk og mentalt, imellem dem, der har godt af hans politik og dem, der desværre oplever det modsatte. Langt imellem dem, der føler sig beskyttet af politiet og dem, der ikke gør. Langt imellem dem, der føler, at deres værdier bliver beskyttet og dem, der føler sig ekskluderet fra samfundet. Den afstand er med til at bevare og forstærke den polarisering, Trump har været med til, men ikke alene om at skabe.

Jeg ved ikke, hvem der vinder. Jeg har ingen ide. Jeg ved dog, hvad jeg håber på. Og det er, at der om fire år står to værdige præsidentkandidater, der ikke kaster mudder på hinanden og laver kampagner om modkandidatens private anliggender. At der i stedet er to kandidater, der begge har potentialet til at blive en præsident, der kan samle landet og føre an i de kampe, vi står over for i verden. Det spørgsmål, amerikanere burde stille sig selv i dag og i fremtiden, er ikke “republikaner eller demokrat?”, men “et samlet USA eller et splittet USA?”.

God fornøjelse med valgaftenen (selvom vi nok først får et resultat laaaangt senere).

Kristine