Long time, no see

Kære dig, der læser det her

Du har om muligt læst med på min blog før, eller måske er det første gang, du er klikket herind. Uanset hvad, glæder det mig, at du har lyst til at læse med.

Denne blog startede jeg i 2018 med den ene ambition, at jeg gerne ville skrive noget, der gav indtryk på folk. Om det så var én eller 100, der læste med, skulle det være noget, jeg skrev, fordi jeg mærkede et behov for at skrive lige netop dét. Ikke, fordi bloggen havde et behov for at blive opdateret.

Sent på efteråret i 2019 lukkede jeg midlertidigt min blog ned, fordi jeg havde mistet lysten til at opdatere den. Helt enkelt følte jeg ikke, at der var noget, jeg havde et behov for at dele med andre på samme måde, som jeg før havde gjort. Og da denne blog ingen kommercielle henseender har, tog det ikke mange overvejelser, før jeg gjorde den privat.

Nu sidder jeg her i marts 2020 og mærker igen en kriblen i fingrene, et behov for at skrive noget, som er til andre end kun mig. Så derfor har jeg valgt at genåbne bloggen i en lidt opdateret udgave for at de, der har lyst, kan læse med. Da det er en nødvendighed, at jeg har mig selv med, vil der ikke være faste tidspunkter, jeg opdaterer på (som om det er noget nyt), men jeg vil gøre mit bedste for at lægge noget op jævnligt, så der ikke går flere måneder imellem.

Jeg har et stort ønske om at gøre denne blog til et frirum, folk har lyst til at være, når der er lidt for travlt, trængt, kedeligt eller uoverskueligt alle mulige andre steder. Sådan et frirum nyder jeg i hvert fald selv godt af ind imellem.


Der er ingen tvivl om, at vi befinder os i en underlig tid. Coronavirussen er over os og vil uvægerligt påvirke og ændre vores samfund på en måde, vi nok endnu ikke kan forestille os. Men vi har alle en finger med i kampen om at komme bedst muligt ud af denne krise. Jeg er glad for, at myndighederne tager situationen så alvorligt, som de gør, og hvis vi alle følger trop, tror jeg, at vi som samfund kan overkomme denne epidemi – selvfølgelig ikke uden tab.

Der opfordres til at blive hjemme, og det håber jeg, at alle vil gøre, så vidt det er muligt. Hvis du mangler noget at lave, kan du jo altid følge med herinde. En god ven har anbefalet mig en sang af Jacob Collier, der hedder Make Me Cry.

Det er en rigtig god sang. Grunden til, jeg nævner den, er, at den på en eller anden måde minder mig om, hvor mange muligheder, vi stadig har for at udfolde os kreativt eller kognitivt, selvom vi ikke kan udfolde os med hinanden på samme måde som hidtil. Det er en meget gennemarbejdet sang, som er nysgerrig på alt det, musikken kan. Måske kan vi bruge denne mærkelige tid til at være nysgerrige på alt det, vi normalt ikke har nok tid til: Musik, bøger, tegning, bagning, madlavning. Hvad end det kan være. Man kan vel sige, at genåbningen af min blog er et produkt af netop den slags nysgerrighed.

Der vil komme en føljeton af blogindlæg, der alle berører denne nye virkelighed, vi befinder os i. Enten ved at komme med ideer til, hvad vi kan få tiden til at gå med, eller med kommentarer til hele situationen.

Jeg vil takke af for nu, og så håber jeg, at vi ‘ses’ igen i mit næste blogindlæg. Pas på dig selv og dem omkring dig!

De bedste hilsner,

Kristine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s