Alt har efterhånden sin egen mærkedag, og hvis man ville, kunne man jo fejre International [indsæt ligegyldig event her]-dag hver eneste dag. Det er der sikkert nogen, der gør, for vi skal jo se de positive sider af livet, og hvorfor så gå glip af muligheden for at fejre den karies-tillokkende tilstedeværelse af donuts, eller holde ‘Name your car day’, for det er jo en ting (det er det faktisk, se bare her).

Egentlig er jeg ikke modstander af fejringer. Der findes også de såkaldte Awareness Months, hvor en masse organisationer lægger vægt på et eksempelvis tabubelagt emne for at skabe, ja, awareness om det givne tema. Det kunne for eksempel være diabetes eller andre sygdomme, som det måske ikke er alle, der har så bred en viden om.

Men i hvert fald er jeg i dag blevet opmærksom på, at det er international podcast-dag, og da jeg er en udpræget forbruger af diverse podcast-apps, ville dette være en oplagt anledning til at anbefale nogle podcasts til jer, der også godt kan lide mediet, eller som er nye i det og mangler nogle guidelines. Bare rolig, jeg er her til at give dig de sprødeste tips til at vride det bedste ud af det forunderlige univers af lyd.

Vi begynder ved starten:

Hvor er det bedste sted at høre podcasts?

Dette spørgsmål har jeg valgt at stille mig selv til gavn for dig, selvom det, indtil for nogle uger siden, egentlig ikke var så relevant. Der findes jo podcast-appen på iPhone, og så kan man høre podcasts på musiktjenester som Spotify og Tidal. Selv hører jeg det under normale omstændigheder i iTunes. Til Android har jeg læst om podcast-playeren Pocket Casts, som skulle være en af de mest populære.

Men!

For ikke ret længe siden er der lanceret et splinternyt podcastmedie. Podcast-fænomenet er altså endelig blevet så populært, at det nu har fået sin helt egen tjeneste. Yay! Det kan sammenlignes lidt med Spotify, fordi appen er gratis, men koster penge, hvis man vil have et premium-abonnement. Der forestår nok ingen tvivl om det, men jeg vil lige gøre det klart, at jeg altså ikke annoncerer for noget herinde på bloggen. Alt, jeg skriver, er mine egne ord, valgt af mig, postet af mig, og når jeg som nu anbefaler denne app og senere podcasts, er det mine egne anbefalinger baseret på mine egne erfaringer. Jeg vil blot gøre det klart, for man ved efterhånden aldrig med de ting, man læser på nettet.

Tilbage på sporet: Denne nye podcasttjeneste hedder Podimo, og jeg er på trods af kun få ugers brug blevet kæmpe fan og har overgivet mig helt og holdent til denne platform frem for iTunes’ podcast-app. Alene layoutet overgår alt, jeg før har oplevet. Det er nemt og overskueligt at finde rundt i genrer og kategorier, og som noget helt nyt kan man nu følge en podcast. Det er blevet en slags emulsion mellem et socialt medie og en afspilningstjeneste. Samtidig behøver du ikke bruge din ‘stop afspilning’-funktion på iPhone længere, hvis du som mig kan lide at høre podcasts, når du vil lytte dig ind i søvnen. Podimo har nemlig en sovefunktion, hvor du kan indstille, hvor lang tid der skal gå, før app’en stopper med at afspille. Podimo har også sine egne originale podcast-produktioner. Du kan sammenligne det med, at Netflix også har originale Netflix-serier og -film.

Podimo er i hvert fald at anbefale, hvis du vil lytte til podcasts. I den første måned er premium gratis.

 

Hvilke podcasts skal jeg lytte til?

Jeg kunne anbefale MANGE podcasts, for jeg har lyttet til flere, end jeg kan huske. Men jeg vil gøre det overskueligt for dig og har samlet nogle af de podcast-udgivere og podcasts, som jeg mener er bedst. Jeg har delt mine anbefalinger ind i forskellige kategorier:

 

SAMTALEPODCASTS

Gode at lytte til, hvis du skal sove, eller når du vil lytte og/eller reflektere uden nødvendigvis at tage stilling


Hva’ så?! med Christian Fuhlendorff.

Denne geniale komiker går ture med kendte og semikendte personligheder og snakker om livet i stort og småt. En fantastisk podcast og en fantastisk vært. Det har jeg også skrevet lidt om i mit seneste blogindlæg.

 

Spørge Jørgen

Dette er et genialt radioprogram fra Radio24syv, hvor journalisten Zissel konverserer med den geniale Jørgen Leth om alverdens ting og om lytternes spørgsmål. Det er en af mine all time favorit-podcasts.

 

Radio Sovs med Umut Sakarya

Kokken Umut Sakarya, som lige nu også er aktuel i Vild Med Dans (hvis du ikke ser det for dansen, så se det for Umut, haha), anmelder restauranter, men ikke på den måde, man kunne forestille sig, en anmelder ville gøre det. Han besøger restauranten med en god ven eller kollega, bestiller mad og snakker om maden og alt muligt andet. Og han tager os med. Klar anbefaling herfra!

 

INFORMERENDE PODCASTS 

Oplagte, hvis du er videnssøgende og synes psykologi, filosofi og videnskab er spændende.


Brinkmanns briks

Svend Brinkmann er åbenbart denne tids Søren Kierkegaard, og det kan du få en smag på i denne podcast om psykologi og samfundstendenser. Podcasten gæstes af eksperter eller personer med erfaring inden for det tema, der tages op. Nogle af mine yndlingsafsnit er ‘Fri mig for sundhedsguruen’, ‘Leg er ikke for voksne’ og ‘Musikkens psykologiske magt’.

 

Hjernekassen på P1

Denne podcast har jeg tidligere anbefalet, men jeg gør det igen, for den er fantastisk. Peter Lund Madsen får selskab af eksperter i alverdens emner, og sammen kommer de rundt om både videnskabelige og sociale aspekter af temaer som flyskræk, angst og kunsthistorie. Dette er en videnskabelig podcast om alt.

 

TRUE CRIME 

Når du vil have spænding, så du ikke kan vente til næste afsnit.


Third Ear

Third Ear er ikke én podcast, men en podcast-udgiver. De har flere programmer, som er helt utrolige. Blandt mine favoritter findes ‘Kvinden med den tunge kuffert’ og den nyudgivne ‘Guldringens forbandelse’. Redaktionen bestående af Tim Hinman og Krister Moltzen (af og til i samarbejde med andre) formår at gøre virkelige hændelser til fængende historier. Jeg er kæmpe fan!

 

Det perfekte offer

En frygtelig og desværre sand historie om, hvordan vores sundheds og -psykiatrisystem desværre ikke altid tjener patienten – tværtimod.

 

“NÅR DU BARE IKKE KAN SOVE”-PODCASTS

 Jeg forestiller mig ikke, at denne kategori behøver yderligere forklaring.


Dybt godnat

En super cool podcastvært ved navn David Mandel læser de mest kedelige tekster op, du kan forestille dig. Så kan du ikke sove, tvinger denne podcast dig i hvert fald til det. Altså medmindre du synes, at oplæsning af EU-direktiver og referater fra landinspektørforeninger er enormt spændende.

 

Bare Badehotellet

Her gås der i dybden med den kendte serie, Badehotellet, som jeg selv elsker at følge med i. Det er en utrolig hyggelig podcast, men man kan ikke komme udenom, at den også er en kende søvndyssende.

 

Jeg kunne sagtens anbefale flere podcasts, men det må blive på et andet tidspunkt, så dette indlæg ikke bliver trukket i unødvendige langdrag. Tak til dig, fordi du læste med til vejs ende. God mandag og god international podcast-dag!

Kristine

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s