Nu er vi så småt ved at gå ind i efteråret. Jeg ved, at vi teknisk set jo allerede befinder os i efteråret. Men sensommeren synes at have haft et relativt fast tag i også denne måned. Der følger en helt speciel ‘septemberfølelse’ med indgangen til denne årstid. September er en slags overgangsmåned. For mit vedkommende går jeg både og håber på at få nogle enkelte sensommersolstråler med på falderebet, og samtidig glæder jeg mig til de helt specielle dufte og indtryk, som, jeg synes, følger med efterårsmånederne. Der er en næsten magisk melankoli over efterår, og jeg er kæmpe fan. Selvom vi i Danmark ofte drømmer os til de varmere lande, er jeg alligevel taknemmelig for, at vi har disse skiftende årstider. Der er også en vis forventningens glæde ved især oktober og november. Så er det snart december, og dér bliver der i hvert fald skruet op for hyggen. Måske som kompensation for, at vejret ikke lever helt op til de forventninger, vi har til det.

De seneste år har december været præget af kolde temperaturer – men ingen sne. Og så er kulden lige pludselig ikke meget værd. Sådan kan jeg godt have det. I længden bliver manglen på lys og varme i hvert fald en negativ faktor, når det kommer til mit humør. Måske er julen i virkeligheden også en slags kompensation. Midt i kulden og mørket bliver vi nødt til selv at fylde det tomrum, vinteren efterlader. Det er jeg nok ikke den første til at tænke over. Egentlig har jeg også nogle forbehold, når det kommer til jul. Hvis du har fulgt med på bloggen i løbet af det seneste år, har du muligvis læst det rant, jeg lavede om jul. Men de ting, jeg ikke holder af ved højtiden, har egentlig mere med kapitalismens indflydelse på vores traditioner og handlemønstre at gøre. For den hygge og den varme, julen bringer, er bestemt noget, jeg ser frem til. Jeg tror ikke, efteråret ville have den samme værdi for mig, hvis der ikke var december og julen at se frem til.

IMG_3524

En podcast, jeg holder meget af at lytte til i øjeblikket, er den, der hedder ‘Hva så?!’. Her er komikeren Christian Fuhlendorff vært, og for mig er det kun en bonus. Han er en af de danske komikere, jeg synes bedst om. Han slår mig ikke som en, der har et uudtømmeligt behov for at fremstå som en gøgler eller omvandrende fredagsunderholdning, selvom hans job jo baserer sig på at få folk til at grine. Han er dejligt jordnær, og det vil jeg vove at påstå, at der er mange på den danske stand-up-scene, der ikke er. Man kan nok ikke bebrejde dem. Om det er komikerbranchen, skuespilbranchen eller noget andet, hvor man er i fokus for folks opmærksomhed, må det utvivlsomt være svært ikke at miste fodfæstet før eller siden. Men det har Fuhlendorff altså endnu ikke. Og det kan man tydeligt mærke i den her podcast.

Den går ud på, at han inviterer nogle interessante (og i et vist omfang, kendte) personer med på en gåtur, og så er det ellers samtalen, der er konceptet med podcasten. Det er ikke altid, jeg har tid eller lyst til at lytte til en hel times samtale, men det er en rar og nærværende måde for Fuhlendorff og hans gæster at diskutere nogle holdninger, som lytterne også kan bruge til noget. Filosofien bag podcasten er grundlæggende, at vi i dagens Danmark ikke giver os tid nok til at tale rigtigt med hinanden. Der er hele tiden andre ting, der bliver centrum for vores opmærksomhed. Telefoner, afbrydelser, andre forpligtelser. Og i virkeligheden er det ærgerligt. Det viser ‘Hva så?!’ ved at være et lysende eksempel på, hvor meget én samtale med ét andet menneske kan give. Det er de fleste nok klar over, men jeg tror, mange af os har en tendens til at glemme det: Vigtigheden af at tale med hinanden.

Måske er vi også lidt berøringsangste over for de her én-til-én-samtaler. Måske er man bange for, at der vil opstå akavede pauser, eller at modparten vil synes, man er kedelig at lytte til. Men egentlig er det jo netop dét, der er med til at gøre konversationer helt fantastiske. I vores industrialiserede, mekaniske hverdag, er samtaler noget af det, der afviger fra perfektheden og kravet om, at alt skal forløbe uden problemer eller bump på vejen. Vi skylder hinanden den opmærksomhed, det kræver at høre efter og bidrage til en diskussion. Og vi skylder os selv det. Jeg tror ikke, det kan andet end at gavne.

Så på den note vil jeg opfordre dig til at snakke med en i dag. Sådan rigtigt snakke. Det behøver ikke være lang tid. Men tiden skal til gengæld også dedikeres til snakken eller de snakkepauser, der helt naturligt vil følge med. Tiden skal dedikeres til gensidig opmærksomhed. Så behøver vi heller ikke at søge lige så meget efter den samme opmærksomhed og anerkendelse på vores telefoner som kompensation for noget, vi ikke ved, vi mangler.

Det var lidt fredagsstrøtanker. Jeg vil afslutte med et link til en playliste på min Spotify, der hedder ‘Studier i melankoli’. Der er indtil videre kun to sange på, da netop denne playlistes indhold er meget nøje udvalgt. Alligevel linker jeg til den, for hvis du også har en tendens til (en positivt ladet) efterårsmelankoli, kan du fodre den med sangene fra denne playliste.

– Kristine

I øvrigt: Christian Fuhlendorffs podcast kan findes i iTunes, på Spotify og sikkert også flere steder. God weekend!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s