For omtrent 2 måneder siden blev jeg vegetar. Jeg havde egentlig ikke i sinde at gøre så meget ud af at snakke om mit valg og bevæggrundene for det. Men i mit seneste blogindlæg gjorde jeg alligevel mig selv opmærksom på, at der godt kunne forestå nogle ubesvarede spørgsmål, som kunne være interessante at svare på.

“Klimavegetar? Du redder jo ikke klimaet”

“Er det ikke bare en principsag?”

“Du drikker stadig mælk – det kommer jo fra køer!”

Disse tre spørgsmål/kommentarer har jeg oplevet at få i den korte tid, jeg ikke har spist kød. Og det på trods af, at jeg egentlig ikke har fortalt det til ret mange, medmindre det var nødvendigt på grund af madplanen eller kunne bidrage til en samtale. Men lad os tage dem, for jeg synes egentlig, det er nogle fair forundringer at have. Jeg har dem til dels også selv.

First of all. Jeg er helt klar over, at jeg ikke mindsker nogens CO2-udslip ved ikke at spise kød. Jeg kender hele smøren med, at alt imens jeg intet kød spiser, er der en i den anden ende af landet, der konsumerer en ekstra stor rød bøf 5 gange om ugen. Og måske er der noget om det. Men for mig handler det at spise vegetarisk ikke om, at jeg redder klimaet nu og her. Der er flere ting i det. I bund og grund er det nok mit ego, der ligger bag beslutningen. Når jeg snakker med andre om klima, kan jeg godt (synes jeg selv) komme til at tage rollen som den bedrevidende, hellige klimakriger. Men det gik for nyligt op for mig, at jeg har taget den rolle uden overhovedet at have ret til det. Så ud over rent faktisk at være et act for at nedsætte mit forbrug af kød, har det jo også noget med samvittighed at gøre. Jeg retfærdiggør mig selv og min ‘hellighed’. Man kan så diskutere, hvor klogt det er. Men jeg ved også godt, at vi ikke alle bare kan blive vegetarer, og jubijaaa, klimaet er reddet. Sådan fungerer tingene ikke. For mig at se handler min beslutning om at blive vegetar ikke om at være klimaets rescue. Det handler om at være villig til at lave forandringer for en større sag. Det håber jeg også, andre engang vil være.

Lad der ikke herske tvivl om, at min vegetarisme er en principsag. Det er den, helt og holdent. Men det er, som om principsager alle bliver skåret over én kam og dømt til at være dumme. Principsager kan være dumme, men det mener jeg ikke, at denne er. For det er jo et princip, jeg står ved. Princippet om, at hvis man vil se forandringer, må man også selv være villig til at ændre på ting i sit liv – små som store.

Den sidste kommentar er den med køerne. Jeg drikker jo stadig mælk, og jeg spiser jo stadig ost. Når nogen kommer med den kommentar, begynder det at udvikle sig til en principsag fra modpartens side. Ikke modparten som i modstanderen, men modparten som i den, jeg snakker med. Det udvikler sig til en principsag, som for mit vedkommende nok ville høre ind under kategorien ‘Helt seriøst?’. Jo, måske burde jeg bare blive veganer. Men sagen er den, at det, at jeg ikke spiser kød, handler om et princip, villighed til forandringen og ikke troen på, at jeg alene kan redde klimaet. Og dette princip om villighed har ikke nogle krav om perfekthed. Der er plads til forbedring og fejl. Der er plads til at spise en ostemad i ny og næ.

Jeg ved ikke, om det på nogen måde var interessant at læse. Men jeg kan fortælle, at min korte tid som vegetar i hvert fald har budt på interessante (og lækre!) smagsoplevelser. Selvom jeg må indrømme, at jeg kommer til at savne pizza med pepperoni, når familien Kruse denne sommer tager til Italien.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s