Nu er vi gået ind i december måned. En måned, som jeg har et lidt ambivalent forhold til. Nogle gange synes de negative ting at veje tungest på vægtskålen, og jeg tror, en ligevægt eller en mere positiv balance opnås ved at forløse disse tanker.

Så dette er ikke en ode til julen, hjerternes fest. Det er det stik modsatte til forbrugerens favorit-højtid, som i virkeligheden ikke er nogens favorit-stresstid. Spørgsmålet, jeg vil stille mig selv og dig, kære læser, er såre simpelt. Jeg spørger, om d. 24. december, juleaftensdag er (al indkøbsvanviddet, hele “er vi på gave”-overvejelsen, konfektlavning med marcipan så dyr, at vi går bankerot oveni den bankerot, der er forårsaget af ikke kun julegaver, men også kalendergaver og adventsgaver, som ikke kun gives derhjemme men også i skolen, for hvorfor ikke implementere stress i skolen i julen, den er jo allerede en så stor del af Merete Riisagers uddannelsesplan, tynget ned over os som verdens tungeste nissehue, nå jo, for oveni alle formelle forpligtelser er vores uskrevne ufrivillige udfordringer: julemarked, juletræstænding, juletræsfældning, julepynt, julebagning, julemadlavning, julegæster, jul) det hele værd?

Okay, måske knap så simpelt. Jeg er vred over, at vi kalder julen for den tid, hvor freden indfinder sig. Om muligt indfinder den sig sent om aftnen d. 24. december, efter mor har lavet maden færdig, og pyha, anden havde ikke fået for meget, og brunkartoflerne brændte ikke på, efter børnenes spænding er forløst, fordi de har åbnet deres julegaver, som de godt vidste de ville få, for de har jo lavet en bestillingsliste til forældrene, host host, julemanden selvfølgelig, efter mandlen er fundet, sangene sunget. Der indfinder sig en fred, som i virkeligheden er træthed efter verdens hårdeste, dyreste, mest stressende måned. Fordi vi tror, at vi får julefred ved først at være i julekrig i Magasin eller med leveringstider hos Postnord eller ved at følge traditionerne fra i fjord. Fordi vi tror, at en gave er et bevis på et venskab og en ikke-gave et signal om fjendskab. Fordi vi er villige til at ofre vores velbefindende i en hel måned, fordi vi ikke vil være nærige.

Jeg er bekymret. For hvis jeg i en alder af 16 år mærker denne stress tynge sig ned over mig og rundt om mig som for få mennesker om et for stort juletræ, hvem ved så, hvordan jeg ender, når jeg som en ‘ansvarlig’ voksen skal stå for mange flere, mere afgørende opgaver?

 

 

Julen er forbrugernes højsæson, og jeg synes, det er frygtelig forfærdeligt, at vi siger, at julen handler om kærlighed og taknemmelighed, og alligevel er vi taknemmelige for de forkerte ting. Vi tror, at ting er kærlighed, og vi misforstår konceptet “at give”,  fordi vi tror, det at give betyder at købe. Bevares, jeg elsker at få og give gaver, men jo større gaveræset bliver, jo mindre bliver mindet om, hvad vi engang kaldte for jul.

I stedet sender vi mad-elskende stakler til udpumpning, fordi menuen resten af året er så umådelig uopfindsom og kedelig, at de er nødsaget til at overspise alle de lækkerier, der nu endelig er samlet på ét bord på samme tid. Og bagefter fortæller vi dem, at hvis de spiser en dessert med et flødeindhold højere end Eiffeltårnet, vil de få en gave. Mandelgaven. I virkeligheden er middagsbordet et overflødighedshorn af mad, der er et desperat forsøg på at holde familien og vennerne samlet så længe som muligt. For vi har brug for en grund til at samles, en grund til at snakke sammen, en grund til at køre den lange vej. Den grund er et kapitalistisk kaos af gode juletilbud, og slagteren, supermarkedet, indkøbscentret nyder deres fortjeneste forårsaget af vores dårlige samvittighed overfor verden, for det er jo kun jul én gang om året, så hvorfor ikke give den hele armen?

Nu skal jeg fortælle dig, hvorfor:

Det er ærgerligt, at julefreden først må indfinde sig sent om aftnen d. 24. december. Måske når den at komme i små glimt i tiden op til da, men ville det ikke være et drømmescenarie, hvis hele december måned var dedikeret til julefred? Hvis det ikke var gaverne, der definerede vores relationer til andre mennesker, hvis det ikke var den enorme middag eller et stort juletræ, der var afgørende for vores oplevelse af juleaften. Vi behøver ikke afskaffe gaver, men hvis vi gav gaver af lyst og ikke pligt, tror jeg problemet ville være markant mindre. Hvis indkøb og madlavning ikke var et spørgsmål om præstation og altafgørende, hvis omdrejningspunktet var anderledes. Så ville jul være jul. Det tror jeg på.

Jeg synes ikke, vi skal afskaffe vores traditioner, men måske skal vi genoverveje, hvad motivet er for at videreføre dem, og i hvor stort et omfang vi bør efterleve dem. Jul skal ikke være en lang kamp for én aftens succes. Vi kan nok ikke undgå, at december måned er travl. Men måske kan vi gøre travlheden til en lystbetonet travlhed.

Jeg har ikke et endegyldigt svar på, om juleaften er al besværet værd. Men måske siger det noget om, hvad vi er villige til at ofre for at gøre andre glade. At vi er villige til at gøre et stort arbejde for, at noget skal fungere. Så selvom jeg synes, vi skal ændre vores mindset en smule (en stor smule), tror jeg, at der gemmer sig et hjerte bag forbrugsræset. Jeg tror i hvert fald ikke, at jeg vil være julen foruden.

For at fuldende dette Grinch’ede blogindlæg, vil jeg opfordre dig til at høre en god sang fra et godt album:

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s