Der findes mange klichéer om efterskolelivet. Jeg har selv hørt mange af dem, været med til at holde dem i live og føre dem videre. Jeg har valgt at skrive en serie af indlæg om efterskole, fordi jeg selv går på en nu. Jeg har opdaget, at mange klicheer er sande, men at der er så meget mere til dem, end man lige tror.

For kun én ting, ved jeg, altid vil gælde: oplevelsen er forskellig fra individ til individ. Derfor kan jeg kun bidrage med et lille udsnit af, hvad det vil sige at gå på efterskole. Mit udsnit. Mit perspektiv. Min virkelighed. Jeg har tænkt mig at tage nogle af klichéerne op, drøfte med mig selv, hvorvidt der er hold i dem eller ej og supplere med mine egne erfaringer. Nu befinder jeg mig stadig i den første spæde halvdel af mit efterskoleår, så forhåbentlig vil disse erfaringer udvikle sig og om muligt ændre sig. Men lad os komme til sagen.

Klichéen, det skal handle om i dette indlæg, er nok den mest brugte af dem alle:

“Man bliver meget hurtigt tætte”

Denne kliche kan jeg kun tilslutte mig. Der er noget anderledes ved at bo på samme matrikel som sine venner. Vi ser uundgåeligt hinanden på alle sider af døgnet, og dermed oplever vi ikke kun vores egne, men også hinandens op- og nedture. For mit vedkommende er det med til at skabe en større forståelse for, at alle har deres at kæmpe med, stort som småt, og man bliver nødt til at kunne acceptere, at ingen er perfekte. Det tror jeg, man mærker endnu mere på en efterskole end så mange andre steder.

Jeg har da også selv været ude for, at nogen – mig selv inklusiv – har skullet vænne sig til, at de relationer, man skaber, ikke er som en dans på røde roser. Det er som alle andre venskaber: forhold der skal plejes og passes, og indimellem vil der opstå konflikter. Forskellen fra livet udenfor efterskolen og til det meget interne miljø indenfor skolens vægge er, at her kan man ikke flygte fra problemerne. Vi er nødsaget til at løse de konflikter, der er, for ellers kan vi ikke omgås hinanden på en ordentlig måde. Og det, tror jeg, er med til, at man på en efterskole bliver meget tætte med hinanden – meget hurtigt. Det ser jeg klart som en fordel, men man kan også glemme at tage det stille og roligt en gang imellem. Man kan godt glemme, at man på 3 måneder umuligt kan kende en person ind og ud, og på den måde kan man komme til at overskride hinandens grænser. Det har jeg været ude for et par gange allerede, – den ene og den anden vej – og når man gør det, tror jeg det er vigtigt at være large i sin tålmodighed og i sin tiltro til andre. For bevares, selvom man bliver lynhurtigt tætte og fortrolige med hinanden, må man tage tiden til at knytte et stærkt bånd. Det er nok det vigtigste, jeg har lært med henblik på de tætte relationer.

Det er fantastisk at man kan holde så meget af venner, man har lært at kende på så kort tid, men det kan også gå for hurtigt. Og der tror jeg, at det er en god ide at give hinanden tid og at have en forståelse for hinanden. For det er en stor mundfuld, men den er det hele værd, synes jeg.

Så denne første efterskolekliché er der vel en slags hold i – men med forbehold. Jeg tror det gælder for alle, der vælger efterskole, men det gælder nok på forskellige måder for hver enkelt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s